poetry

12-15 2016

10-05 2016
dagen startede hos en anden som altid
derefter stod jeg op, skar et lag fra en gullerod

turisterne, min lillebror har ret, har mangfoldiggjort sig fra den ene dag til den anden
fuldstændig hysterisk og under kontrol som en meget pink rose

for nogle måneder siden kørte jeg over bjergene i en motoriseret orange halvcirkel.
så satte bremserne ud og vi blev ført til en større halv, hvor unge og gamle mænd, i takt med at reservedelene ankom og blev afprøvet, gjorde forskellige grimasser der skulle vise os, om maskineriet havde sat igang. et træk på skuldrene og nedadvendte mundvige: foreløbig ingen ændring, dårlige udsigter. smil: positiv udvikling, smil og træk på skuldrene: men forvent ikke noget. afvent, måske.
bag hallen lå bjerget og oppe på bjerget byen.
de gamle menneskers by, den gamle adels forlystelsested, et smalt hovedstrøg.
urmagere, magneter med lokale motiver.
som den adelige fætter sagde: for at bevare alt som det er, må vi være villige til at ændre alt, og dermed kunne han overtage sin fars position.

lidio fortalte at han hver dag er begyndt at gå til klostret, og en dag brændte der et bål deroppe. han fortalte det, som havde han været vidne til noget uforklarligt og fastholdt det her måbende udtryk også efter han havde uddybet af det havde drejet sig om et bål nonnerne havde lavet



8-05-2016

det er forår klokken otte, solen er ved at gå ned
jeg benytter mig for tiden ikke af mine evner, jeg kunne skrive de digte som ville kalde fremtiden hjem, men jeg gør det ikke.
jeg siger jeg har brug for tid til at tænke, komme mig, men det er ikke sandt, jeg har ikke brug for at vente og ikke brug for at heles